Lustrupholm søger to lærervikarer

07.02.2018

To af vores KUU-lærere har i en periode andre opgaver, og vi skal derfor bruge to læreruddannede vikarer fra den 02.04.2018 til 19.10.2018, muligvis med forlængelse. Om stillingerne forlænges efter den 19.10.2018 afhænger af, hvor mange KUU-elever vi optager til august, samt hvordan udviklingen i antallet af ordinære produktionsskoleelever vil være i årets første tre kvartaler.

Stillingerne er en kombination af primært dansk- og matematikundervisning. Den ene vikar skal også have it-kendskab, for at kunne stå for vedligehold af vores elev-computere.

KUU-eleverne går på sommerferie den 15. juni og møder igen den 6. eller 13. august. I den periode vil arbejdsopgaverne ligge i formidlingen på Ribe VikingeCenter.

Vikarstilling 1:

Varetagelse af danskundervisning 11 lektioner om ugen. Der er ca. 12 elever på hvert hold. Niveauet spænder fra 3. kl. til gymnasiet. Du skal kunne føre elever til eksamen på D niveau.

Vikarstilling 2:

Varetagelse af matematikundervisning 14 lektioner om ugen. Der er ca. 12 elever på hvert hold. Niveauet spænder fra 3. kl. til gymnasiet. Du får også ansvaret for vedligehold af vores elev-computere.

For begge stillinger gælder:

I perioden fra den 15. juni til den 13. august vil I være med i Ribe VikingeCenters formidling. Opgaverne drejer sig om afløsning for vikingehåndværkerne i vores møntslagerværksted, glasperleværksted, snittehus/træværksted og sølvværksted. Her vil du som oftest være sammen med elever, som kender opgaverne i værkstedet. Din rolle er derfor det overordnede medarbejderansvar.

Dette arbejde vil være i vikingedragt, hvor I sammen formidler håndværket og livet i vikingetiden til Vikingecentrets gæster.

Hvis du har faglige forudsætninger inden for nogle af de ovennævnte håndværk vil det være en fordel, men det er ikke et krav.

Vi forventer, at du

  • Er læreruddannet og i øvrigt har relevant faglig baggrund, pædagogiske evner og erfaring.
  • Kan planlægge og målrette din undervisning, så deltagerne udvikler faglige, sociale og personlige kompetencer, der kan pege frem mod en uddannelse eller et arbejde.
  • Har "blik" for motivationsarbejdet med eleverne, og at du kan begejstre og motivere de unge.
  • Er en omsorgsfuld, konsekvent og krævende daglig underviser for eleverne.
  • Er fysisk og psykisk robust, rummelig og kan agere i spændingsfelter. Du skal kunne have mange bolde i luften og samtidig bevare smilet og overblikket.
  • Er indstillet på fleksible arbejdstider og samtidig god til at strukturere din arbejdstid og overholde deadlines.
  • Ser det som en styrke at samarbejde med andre faggrupper/områder, at det er en nødvendighed for at få klaveret til at spille rent.
  • Du trives med kollegialt samvær, ekskursioner, nødvendige møder m.m.
  • Du er IT-kyndig på min. brugerniveau.

Vi tilbyder

  • En meget spændende og kompleks arbejdsplads i rivende udvikling.
  • En arbejdsplads, som er i gang med et skifte til FGU, og hvor du kan være med til at præge fremtiden.
  • En arbejdsplads, hvor der er stor forskel på sommer og vinter i kraft af samarbejdet med turistattraktionen Ribe VikingeCenter.
  • En arbejdsplads med stor positiv politisk bevågenhed.
  • En arbejdsplads med en stærk lokal forankring.
  • Kolleger med mange års erfaring og som gerne vil dele ud af den.
  • Ansættelse i henhold til Fællesoverenskomsten og organisationsaftale for ledere og lærere mellem Finansministeriet og Lærernes Centralorganisation.

Vi har desuden en meget sammensat medarbejdergruppe med en meget høj social profil.

Lustrupholm arbejder tæt sammen med Ribe VikingeCenter, en turistattraktion der har åbent fra ultimo april til ultimo oktober, og i den periode har et besøgstal på ca. 65.000 gæster. Det er et internationalt miljø. Stedet bruges også af omkring 800 frivillige henover sommeren, som kommer fra ind- og udland, ligesom gæsterne kommer fra hele verden.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Karen Nørgaard eller Bjarne Clement på telefon 75 411 611.

Ansættelsesperiode: 2. april til 19. oktober 2018, muligvis med forlængelse.
Forventet ugentligt timetal: Gennemsnitlig 30 timer.
Ansøgningsfrist: Senest 16. februar 2018.
Jobsamtaler: 27. februar 2018.

Send din ansøgning elektronisk med foto til karen@ribevikingecenter.dk med oplysning om, hvilken af de to stillinger, du søger, evt. begge.